Rom

Man kan dårligt undgå at høre, at Rom er en fantastisk by at feriere i. God varme, store kunstværker og fascinerende, gamle levn fra dengang, Cicero, Cæsar eller kejser Augustus eller en af de senere kejsere levede.

Middelalderen er et omstridt begreb, men der var ting, der forfaldt og gik i glemmebogen, f.eks. Roms akvædukter. Det ønskede renæssancens paver at ændre på. Pave Nikolaus V Parentucelli havde visioner for Rom.

En nøjere teologisk betragtning viser, at de ikke var så uskyldige, som mange måske tror. Kunsthistorikeren Mogens Nykjær skriver, at “Man har talt om et demagogisk aspekt i hans visioner” (I pavernes Rom, s. 23). I pave Nikolaus V’s testamente får man ren – og interessant – besked (s. 23-24):

Der har været to hovedgrunde til Vort virke som bygherre. Vi vil at I – ærværdige brødre – skal kende dem og forstå dem. At den romerske Kirkes magt er den største og den højeste, det forstår kun de, der har læst i Skrifterne om Kirkens oprindelse og udbredelse.

Men om folkets uvidende horder, som slet ikke har modtaget nogen undervisning gælder – også selv om det ser ud til, at de ofte hører om både denne og hin ting af lærde og belæste mænd, og at de påskønner, hvad de hører som sandt og rigtigt – at hvis de ikke bliver slået af påfaldende og usædvanlige ting, så vil denne deres overbevisning, baseret som den er på svage og ubestandige fundamenter, med tiden og lidt efter lidt smuldre, så at den for det meste bliver til intet.

Men når denne folkelige opfattelse baseret på lærde mænds ræsonnement dag for dag styrkes og grundfæstes ved hjælp af mægtige bygningsværker, uforgængelige monumenter og næsten evigt stående vidnesbyrd – der virker som var de rejst af Gud selv – så vil den til stadighed gives videre til de levende og til kommende beundrere af disse herlige konstruktioner, og den vil således bevaret og i vækst blive værnet og taget imod med den forunderligste hengivenhed.

Skrifterne og historien

Der er adskillige steder i Bibelen, der viser, at biskoppen i Rom ikke skal herske over andre biskopper, endsige over andre i det hele taget. Det redegør den milde Melanchthon udmærket for i Traktaten om pavens magt og overhøjhed. Man kan bl.a. henvise til Matt 20,25f.

Fra første færd blev sådanne tendenser modsagt af andre biskopper, f.eks. af Cyprian, der bl.a. henviste til, at Paulus ifølge Galaterbrevet kapitel 2 irettesatte apostlen Peter.

Påfaldende og usædvanlige ting

Pavens demagogiske visioner handler altså om, at han og pavekirken ikke havde tillid til, at Skriften kunne overbevise folket. Det var med rette, for Skriften støtter ikke pavernes drømme om verdslig magt og popularitet.

I stedet byggede man “påfaldende og usædvanlige ting” og lod dem udsmykke i et omfang, som verden ikke tidligere havde set og vel heller ikke siden har set.

Det er i det lys, hele pavekirkens helgendyrkelse også skal ses.

Alt sammen er det at sætte sin lid til ting, mennesker har fundet på og udført.

Rom og andre kirker

Det er trods de store forskellige ikke anderledes med andre kirker. Geneve – dvs. de reformerte – tror heller ikke på, at Skrifterne kan overbevise. Man er ganske vist arge modstandere af det store pavelige apparat, men herske over samvittighederne gør man ligesom paven gerne. Det var en af grundene til, at Luther afviste de reformerte. Den kristne frihed kender ikke andre åndelige herrer end Kristus og Skriften.

Mens traditionelle reformerte er tilbageholdende, har man de sidste 35 år set kirker, der er baseret på at imponere folk. Willow Creek i South Barrington i nærheden af Chicago har kæmpestore teatersale, hvor man kan imponere på mange måder. Undtagen med den grundige oplæring i den bibelske lære.

Ikke engang folkekirken tror længere på Skriften og den lutherske lære. Mere og mere følger man Rom, Geneve og Chicago, der sætter deres lid til det, mennesker kan sige og gøre. Og i øvrigt tilpasser man sig, så “tærsklen” ikke skal være for høj.

Wittenberg og Augsburg

Luther ville derimod, at folk skulle lære Bibelen at kende, men først og fremmest lære evangeliet at kende, sådan som den faktisk findes i Skrifterne. Derfor ville han have Bibelen oversat og salmer skrevet på folks modersmål. Og derfor skulle folk undervises og lære at læse, så andre ikke skulle herske over dem med magt, imponerende bygningsværker m.m., men i stedet sættes i frihed under nåden og evangeliet.

Nok er der blevet bygget store, flotte kirker i lutherske lande, men hensigten har ikke været den, pave Nikolaus 5 Parentucelli og de senere pave havde. Man ville i stedet bygge kirker, der var store nok til menighederne, og som afspejlede evangeliets herlighed. Måske skulle visse kirker også af og til vise bygherrens verdslige magt og rigdom, men hensigten var ikke at erstatte og forkaste Guds Ord.

Flere kirker bruger fladskærme, skrev Kristeligt Dagblad for lang tid siden.

Ligeledes har Sct. Michaelis Kirke i Fredericia installeret tre store skærme, og det har gjort menigheden mere aktiv i gudstjenesten.– Der er kommet mere volumen på, når kirkegængerne siger fadervor og trosbekendelsen, fordi teksterne nu vises på skærmene, siger sognepræst Bjarne Hvid.

Man må da i det mindste glæde sig, hvis det betyder, at kirkegængerne får lært Fadervor og Trosbekendelsen. Når de har lært dem (og hvad de ellers skal kunne fra katekismen) og tror evangeliet, så kan de jo også deltage i nadveren. I al fald hvis man vil følge luthersk teologi. Dét ville være en aktivitet, der var værd at nævne.

Men volumen, når man siger Fadervor og Trosbekendelsen? Det var da virkelig en flad nyhed, lige så flad som de skærme, der er tale om. Jeg vælger nu at tro, at sognepræst Bjarne Hvid har sagt noget, der var væsentligere end dette.

Og overskriften? Jo, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, Niels Brügger, har en ekspertudtalelse i ovennævnte artikel.

Det mærkelige er, at det ikke sker før nu. Kirken har altid brugt medier til at udbrede sit budskab, og fladskærme ligger fint i forlængelse af kirkens kalkmalerier og farverige mosaikker, siger han.

Brügger mener, at med tiden vil langt flere kirker få smag for det moderne medie. Det er heller ikke så farligt. Kalkmalerier derimod smager næppe godt – og ætser. Nuvel, nu har der vist været tilstrækkeligt med ætsende bemærkninger i dette indlæg.

Men har danskere virkelig brug for bevægelige kalkmalerier? I så fald er der tale om et kulturhistorisk tilbageskridt af dimensioner.

Luther og hans medarbejdere var helt klare over, at det var vigtigt med skoler. Skoler til at lære kristendom og at læse og regne. Såvel drenge som piger havde brug for undervisning. Samfundet havde brug for bl.a. præster og jurister. Præsterne skulle prædike og undervise i kirken. Juristerne skulle sørge for, at samfundet fungerede. Den kulturhistoriske betydning af Luthers og Melanchthons tænkning er enorm.

I Danmark fik vi efterhånden næsten alle børn i skole. Der var dog børn, man havde svært ved at hjælpe. Det er imidlertid ikke længere nogen undskyldning, for der findes specialskoler til ordblinde, til blinde og døve og til handicappede. Uddannelse og viden er jo vores vigtigste ressource – siger man.

Behovet for at lære katekismen og salmerne udenad og for at kunne læse Bibelen og senere salmebogen betød, at rigtig mange efterhånden fik lært at læse. Man fik i al fald lært sit fadervor, som man siger.

Man så måske også på kalkmalerier, men man må trods alt understrege, at kalkmalerierne findes i bygninger, hvor det vigtigste foregik, dels fra prædikestolen og alteret, dels på kirkebænkene, hvor menigheden bad, sang og lyttede.

Men siden er det gået tilbage. Man ville have kirke og kristendom ud af skolerne. Det fik man. Og med det har man åbenbart også fået grundlæggende færdigheder ud af mange mennesker. Om meningen er, at man så blot skal lære at stole på diverse eksperter, skal jeg ikke kunne sig med sikkerhed. Men resultatet af, at folk ikke kender Fadervor og Trosbekendelsen, efterlader dem som alt andet end myndige.

Paulus skrev:

“Og han [Kristus] har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. (Ef 4,11-15)

Kristen myndighed betyder ikke kun, at man kender den kristne tro og f.eks. kan skelne mellem kirke og stat/samfund. Det betyder også, at man yder sit bedste for sin familie, for kirken og for samfundet. Behovet for bevægelige kalkmalerier afslører, at det er så som så med fremskridtet – trods alle de teknologiske muligheder, vi har.

Pastor Paul Gerhardt

Præsten og salmedigteren Paul Gerhardt er kendt og skattet af mange – med rette. Det skyldes salmer som

• Befal du dine veje
• Den grund, hvorpå jeg bygger
• Gak ud, min sjæl, betragt med flid
• Hjerte, løft din glædes vinger!
• Hvorledes skal jeg møde
• Nu hviler mark og enge
• Skulle jeg dog være bange?

Det er vist kendt, at Paul Gerhardt ydede meget sjælesorg, mens han var præst i Mittenwalde, som var frygtelig hærget af krig, ildebrand og pest. Kun 17 % af husstandene var tilbage efter førstnævnte. Men Gerhardt ydede også sjælesorg på anden vis: Ægte sjælesorg i betydningen at sørge for sjælene, som var ham betroet. Den sjælesorg varetages jo med Ordet og sakramenterne. Den hverken ville eller kunne Paul Gerhardt svigte.

Pastor Gerhardt måtte holde fast ved den lutherske lære og praksis for sjælenes skyld. Det gjorde han også i Berlin, selv om den reformerte kurfyrste i Berlin lagde stor pres på ham. Så stor, at pastor Gerhardt – formentlig den 9. februar 1666 – blev afsat fra sit embede i Berlin af kurfyrsten. Årsagen var altså, at Gerhardt ikke ville svigte sin lutherske bekendelse og sin præsteed og indgå et kompromis omkring nadverlæren med de reformerte. Det var kulminationen på mere end tre års drøftelser, forhandlinger og “forhandlinger” mellem kurfyrstens teologer og de lutherske præster i Berlin. Pastor Gerhardt var sekretær og talsmand for de sidstnævnte.

Der var ikke kommet nye argumenter på bordet siden 1529, hvor Luther i Marburg afviste at indgå kirkefællesskab med Zwingli og de øvrige reformerte, hvad der reelt heller ikke er siden. Men Gerhardts sag var blevet ekstra vanskelig, for der var “lutherske” teologer, der støttede kurfyrstens anliggende. De kurfyrstelige teologer argumenterede med, at Gerhardt kunne mene, hvad han ville, men han skulle blot ikke tillægge det en sådan vægt, at han ikke kunne være i samme kirke som de reformerte, og han skulle ophøre med at advare sine menigheder mod den reformerte lære som vranglære. Men for Gerhardt var det ikke blot en del af evangeliet, der kunne udelades. Det var selve evangeliet. Akkurat som Luther mente det i 1529, og som de lutherske bekendelsesskrifter lærer.

For tvivlen at afvise
du givet har dit nadverbord.
Dér lader du mig spise
og drikke på dit klare ord.
Her mærker jeg i marv og ben,
at Gud er nu min ven.
Du giver mig at nyde
dit dyre kød og blod,
og ord du lader lyde,
som giver mig nyt mod.
Du lader mig indbyde:
”Kom, kom og tag den føde god!”

Sådan skrev Paul Gerhardt i en nadversalme, som hans sognebørn kunne bruge derhjemme og således fortsat blive belært om og trøstet af den lutherske nadverlære. Den er oversat til dansk af pastor Magnus N. Sørensen: O Jesus du min kære.

Selv om Gerhardt ikke bøjede af i Berlin, var der mange, der gav efter for de reformertes tvang. Siden fortsatte de reformerte deres kamp mod den lutherske teologi i Preussen, igen med anvendelse af tvang. Denne politiske tvang virkede. Lutheranere gav efter, eller de udvandrede. Allerede mens Luther levede, var der “lutheranere”, der hældte mod den reformerte nadverlære, som blot taler om et mindemåltid, men ikke reelt om, at Herren giver os sit eget, sande legeme og blod under brød og vin. I 1900-tallet er de blevet flere og flere. Lutheranere verden over har nu frivilligt forladt deres lutherske nadverlære eller i al fald (som et første skridt) gået med til at betragte deres egen lære som en unødvendig del af evangeliet. Reelt er det nu også at forlade den lutherske nadverlære.

Men der er heldigvis stadigvæk lutheranere, som deler de lutherske bekendelsesskrifters lære og følger Paul Gerhardts eksempel. For menighedernes skyld prædiker de et klart og stærkt nadverevangelium og værner menighederne mod at miste denne herlige, nådefulde lære! Og der findes heldigvis stadigvæk menigheder, som bekender deres tro på dette herlige evangelium til et klart vidnesbyrd for vor tids mennesker!

Kristus giver os sit legeme og sit blod under brød og vin og skænker derigennem syndernes forladelse, evigt liv og salighed til den, der tror. Og han, sand Gud og sandt menneske, tager bolig i vort hjerte! Vor himmelske Herre gives os i munden skjult under brød og vin! Hvilken fornedrelse for Ham! Hvilket evangelium for os!

Thomas Kingo

Det var ikke kun pastor Paul Gerhardt, der forkyndte nadverevangeliet i prædikener og salmer. I 1689, kun nogle få år efter, at pastor Gerhardt døde, skrev salmedigter og biskop, pastor Thomas Kingo, følgende om nadveren:

O Jesus, søde Jesus, dig
ske hjertens tak evindelig,
som med dit legem og dit blod
så kærlig mig bespise lod!

2  Bryd ud, min sjæl, med tak og sig:
O, hvor er jeg nu bleven rig!
min Jesus i mit hjerte bor,
tak, tak, hvor er min glæde stor!

Jeg sad og surfede lidt på diverse hjemmesider og faldt over følgende citat i Indre Missions Tidende:

Jeg tror ikke, Luther selv troede, at han havde “grebet Gud” fuldstændigt – derfor vil jeg også glæde mig over og lære af det, som jeg ser, Gud har velsignet andre med at gribe, lutheranere som ikke-lutheranere. Ikke mindst også fordi der er mange, der bekender sig som lutheranere, som jeg har meget lidt til fælles med, og mange frikirkefolk, jeg nok er uenige med, men som jeg alligevel har meget til fælles med.

Det er underordnet, hvem der har skrevet læserbrevet, for det kunne være så mange. Citatet begynder med noget, der er helt rigtigt, men fortsætter ad et spor, som Luther under ingen omstændigheder ville have erklæret sig enig i. Tværtimod.

Luther troede naturligvis ikke, at han havde “grebet Gud” “fuldstændigt”. Men Luther var fuldstændig sikker på, at hans læremæssige bekendelse var sand og ville blive fuldt ud anerkendt på dommedag af Kristus selv. På samme måde var Luther slet ikke i tvivl om, at der også var vranglære, som ikke ville blive anerkendt, og som var ekstremt farlig for det åndelige liv, hvis det ikke var direkte udtryk for frafald. Med andre ord er henvisningen til Luther i forbindelse med en accept af ikke-luthersk lære aldeles uluthersk.

Luther var en principiel tilhænger af at bruge vores forstand, så længe den var en hjælper og ikke udartede til det, vi kunne kalde fornuft. Så længe forstanden eller filosofien var hjælperedskaber, var Luther for. Luther ville derfor også anholde det første “derfor” i citatet ovenfor. For det første begrunder ikke det sidste. Luther vidste så udmærket, at der er forskel på at gribe Gud og at bekende, hvad Skriften lærer. Men når man bare skal bruge Luthers navn som alibi for sin egen sag, behøver man jo ikke hænge sig i den slags “småting”.

Læserbrevsskribenten mener, der er mange, der bekender sig som lutheranere, som han har meget lidt til fælles med, mens han omvendt har meget til fælles med frikirkefolk. Nu fremgår det ikke rigtigt, hvad han tænker på. Men det er jo rigtigt, at de fleste, der kalder sig lutheranere – faktisk de allerfleste af disse – ikke er lutheranere, hvis man vurderer dem ud fra de lutherske bekendelsesskrifter. Og hvad skulle man ellers vurdere ud fra?

Nogle numre tidligere skrev en stud.theol. i et læserbrev, at bevægelser som Indre Mission har været gode til at få nåden til at stå i centrum.

Faktisk så gode, at man ofte er kommet til at underprioritere, at Bibelen også taler virkelig stærkt om den kristnes efterfølgelse og discipelskab.

Det vil jeg tillade mig at stille et meget stort spørgsmålstegn ved. Det er snarere karakteristisk, at man har talt meget om helliggørelsen og det kristne liv gennem tiden. Og det er i al fald karakteristisk, at man ikke har holdt fast ved hele den lutherske lære. Det kan enhver forvisse sig om ved at læse om de to bevægelsers historie og sammenligne med Den augsburgske Bekendelse og Luthers lille katemismus.

Pietismen, som gennemsyrer såvel Indre Mission som Luthersk Mission, har netop svært ved at skelne ret mellem lov og evangelium. Man har aldrig kæmpet for den rene lære i alle trosartikler. Luthersk Mission har fx haft svært ved at få dåben forkyndt, sådan som Ny Testamente gør det. Og man ignorerede eller endog foragtede det embede, man trods alt brugte, når børnene skulle døbes. Indre Mission havde ofte store vanskeligheder med det samme embede, men fastholdt, at man præsterne skulle døbe og tage en til nadver. Når Anders Stubkjær kunne gå til sin sognepræst for at bede om at komme til alters tre gange i stedet for to gange om året – men ellers gik man gerne i kirke andre steder, fordi de læremæssigt ikke var enige og på det menneskelige plan også havde et dårligt forhold, så er det udtryk for den samme åndelige rod. Til gengæld har det ofte været afgørende for at kunne blive regnet med, at man levede på ganske bestemte måder.

Det er trist, når man forsøger at styrke sine kæpheste med løsrevne citater og påstande. Sidstnævnte læserbrev hopper også uden videre fra at rose Luther til at kritisere de pietistiske bevægelser, han selv er udrundet af. Luther havde faktisk meget at sige om forholdet mellem tro og gode gerninger. Og det er bestemt ikke Luthers lære herom, man finder i vore dages bevægelser, der lader sig inspirerere fra alle verdenshjørner uden at bekymre sig om det, der udgjorde det helt centrale og uopgivelige i kristendommen.

PS: Ovenstående læserbreve var reaktioner på en artikel om luthersk lære og Evangelisk Alliance.

Kristeligt Dagblad meddeler:

Toneangivende præster og konsulenter i folkekirkens integrationsarbejde frygter, at politiets rydning natten til i torsdags af Brorsons Kirke vil betyde et tillidsbrud mellem kirken og flygtninge og indvandrere.

Claus Vincents og Kristeligt Dagblad har bl.a. selvudnævnt indvandrer- og sognepræst i Apostelkirken på Vesterbro Niels Nymann Eriksen og netværkskoordinator ved Tværkulturelt Center, Birthe Munck-Fairwood, til at være blandt disse “toneangivende præster og konsulenter.”

Men hvorfor kan det føre til et tillidsbrud? Det kan det jo bl.a., hvis man bliver ved med at udsprede usandhederne om, at der findes noget, der hedder kirkeasyl, dvs. at kirkerne skulle være rum, hvor samfundets love er sat ud af kraft, og hvor myndighederne ikke må komme. Sådan er det ikke, og har ikke været det i Danmark siden reformationen.

Det er nemlig grundlæggende, at Guds rige og kejserens rige holdes adskilt. Disse toneangivende præster og konsulent – sekunderet af Kristeligt Dagblad – blander dem derimod sammen. Det er mere end problematisk, for de har hverken lovgivende eller udøvende magt i samfundet. Og i kirken har de kun den magt, som lov og evangelium giver. Det betyder helt præcist, at de ikke har nogen magt til at foreskrive, hvordan samfundet skal opføre sig, så længe kirken kan holde gudstjeneste og skriftemål og undervise, som de har pligt til.

Det burde en præst som Nymann Eriksen vide, for han har selv skrevet under på, at det er sådan. Dels er det helt fundamentalt i Det nye Testamente (se Matthæusevangeliet 22,15-22). Dels siges det helt klart i Den augsburgske Bekendelse (se “Kirkebygninger er ikke undtaget fra loven“).

Det er en ulykke for vores samfund og for de berørte kirker, at så mange vil gå den vej, som de romersk-katolske (pavedømmet), de reformerte og nu også de ikke-længere-lutherske folkekirkepræster går. De blander alle den kirkelige og den verdslige myndighed sammen til skade for begge.

Når de også – mere end almindelig godt hjulpet af godhedsindustrien og politikere ikke kun fra socialistisk hold, men desværre fra alt for store dele af det politiske spektrum – går ud og proklamere denne vranglære, så skaber de falske forventninger, som efterfølgende ødelægger deres arbejde. De mister tillid, hedder det nu.

De ligger, som de selv har redt. Heldigvis, for det ville være en alvorlig ulykke for vort land og folk, hvis disse toneangivende skal bestemme, hvordan samfundet skal benytte sin magt,

PS: Hvorfor er det i øvrigt, at muslimer vil søge såkaldt “kirkeasyl” i en kirke, som de ellers ikke vil være medlemmer af? Hvorfor synes mange præster og visse menighedsråd, at det er helt naturligt?