Jeg tror ikke, Luther selv troede, at han havde “grebet Gud” fuldstændigt – derfor vil jeg også glæde mig over og lære af det, som jeg ser, Gud har velsignet andre med at gribe, lutheranere som ikke-lutheranere. Ikke mindst også fordi der er mange, der bekender sig som lutheranere, som jeg har meget lidt til fælles med, og mange frikirkefolk, jeg nok er uenige med, men som jeg alligevel har meget til fælles med.

Det er underordnet, hvem der har skrevet læserbrevet, for det kunne være så mange. Citatet begynder med noget, der er helt rigtigt, men fortsætter ad et spor, som Luther under ingen omstændigheder ville have erklæret sig enig i. Tværtimod.

Luther troede naturligvis ikke, at han havde “grebet Gud” “fuldstændigt”. Men Luther var fuldstændig sikker på, at hans læremæssige bekendelse var sand og ville blive fuldt ud anerkendt på dommedag af Kristus selv. På samme måde var Luther slet ikke i tvivl om, at der også var vranglære, som ikke ville blive anerkendt, og som var ekstremt farlig for det åndelige liv, hvis det ikke var direkte udtryk for frafald. Med andre ord er henvisningen til Luther i forbindelse med en accept af ikke-luthersk lære aldeles uluthersk.

Luther var en principiel tilhænger af at bruge vores forstand, så længe den var en hjælper og ikke udartede til det, vi kunne kalde fornuft. Så længe forstanden eller filosofien var hjælperedskaber, var Luther for. Luther ville derfor også anholde det første “derfor” i citatet ovenfor. For det første begrunder ikke det sidste. Luther vidste så udmærket, at der er forskel på at gribe Gud og at bekende, hvad Skriften lærer. Men når man bare skal bruge Luthers navn som alibi for sin egen sag, behøver man jo ikke hænge sig i den slags “småting”.

Læserbrevsskribenten mener, der er mange, der bekender sig som lutheranere, som han har meget lidt til fælles med, mens han omvendt har meget til fælles med frikirkefolk. Nu fremgår det ikke rigtigt, hvad han tænker på. Men det er jo rigtigt, at de fleste, der kalder sig lutheranere – faktisk de allerfleste af disse – ikke er lutheranere, hvis man vurderer dem ud fra de lutherske bekendelsesskrifter. Og hvad skulle man ellers vurdere ud fra?

Nogle numre tidligere skrev en stud.theol. i et læserbrev, at bevægelser som Indre Mission har været gode til at få nåden til at stå i centrum.

Faktisk så gode, at man ofte er kommet til at underprioritere, at Bibelen også taler virkelig stærkt om den kristnes efterfølgelse og discipelskab.

Det vil jeg tillade mig at stille et meget stort spørgsmålstegn ved. Det er snarere karakteristisk, at man har talt meget om helliggørelsen og det kristne liv gennem tiden. Og det er i al fald karakteristisk, at man ikke har holdt fast ved hele den lutherske lære. Det kan enhver forvisse sig om ved at læse om de to bevægelsers historie og sammenligne med Den augsburgske Bekendelse og Luthers lille katemismus.

Pietismen, som gennemsyrer såvel Indre Mission som Luthersk Mission, har netop svært ved at skelne ret mellem lov og evangelium. Man har aldrig kæmpet for den rene lære i alle trosartikler. Luthersk Mission har fx haft svært ved at få dåben forkyndt, sådan som Ny Testamente gør det. Og man ignorerede eller endog foragtede det embede, man trods alt brugte, når børnene skulle døbes. Indre Mission havde ofte store vanskeligheder med det samme embede, men fastholdt, at man præsterne skulle døbe og tage en til nadver. Når Anders Stubkjær kunne gå til sin sognepræst for at bede om at komme til alters tre gange i stedet for to gange om året – men ellers gik man gerne i kirke andre steder, fordi de læremæssigt ikke var enige og på det menneskelige plan også havde et dårligt forhold, så er det udtryk for den samme åndelige rod. Til gengæld har det ofte været afgørende for at kunne blive regnet med, at man levede på ganske bestemte måder.

Det er trist, når man forsøger at styrke sine kæpheste med løsrevne citater og påstande. Sidstnævnte læserbrev hopper også uden videre fra at rose Luther til at kritisere de pietistiske bevægelser, han selv er udrundet af. Luther havde faktisk meget at sige om forholdet mellem tro og gode gerninger. Og det er bestemt ikke Luthers lære herom, man finder i vore dages bevægelser, der lader sig inspirerere fra alle verdenshjørner uden at bekymre sig om det, der udgjorde det helt centrale og uopgivelige i kristendommen.

PS: Ovenstående læserbreve var reaktioner på en artikel om luthersk lære og Evangelisk Alliance.

Toneangivende præster og konsulenter i folkekirkens integrationsarbejde frygter, at politiets rydning natten til i torsdags af Brorsons Kirke vil betyde et tillidsbrud mellem kirken og flygtninge og indvandrere.

Claus Vincents og Kristeligt Dagblad har bl.a. selvudnævnt indvandrer- og sognepræst i Apostelkirken på Vesterbro Niels Nymann Eriksen og netværkskoordinator ved Tværkulturelt Center, Birthe Munck-Fairwood, til at være blandt disse “toneangivende præster og konsulenter.”

Men hvorfor kan det føre til et tillidsbrud? Det kan det jo bl.a., hvis man bliver ved med at udsprede usandhederne om, at der findes noget, der hedder kirkeasyl, dvs. at kirkerne skulle være rum, hvor samfundets love er sat ud af kraft, og hvor myndighederne ikke må komme. Sådan er det ikke, og har ikke været det i Danmark siden reformationen.

Det er nemlig grundlæggende, at Guds rige og kejserens rige holdes adskilt. Disse toneangivende præster og konsulent – sekunderet af Kristeligt Dagblad – blander dem derimod sammen. Det er mere end problematisk, for de har hverken lovgivende eller udøvende magt i samfundet. Og i kirken har de kun den magt, som lov og evangelium giver. Det betyder helt præcist, at de ikke har nogen magt til at foreskrive, hvordan samfundet skal opføre sig, så længe kirken kan holde gudstjeneste og skriftemål og undervise, som de har pligt til.

Det burde en præst som Nymann Eriksen vide, for han har selv skrevet under på, at det er sådan. Dels er det helt fundamentalt i Det nye Testamente (se Matthæusevangeliet 22,15-22). Dels siges det helt klart i Den augsburgske Bekendelse (se “Kirkebygninger er ikke undtaget fra loven“).

Det er en ulykke for vores samfund og for de berørte kirker, at så mange vil gå den vej, som de romersk-katolske (pavedømmet), de reformerte og nu også de ikke-længere-lutherske folkekirkepræster går. De blander alle den kirkelige og den verdslige myndighed sammen til skade for begge.

Når de også – mere end almindelig godt hjulpet af godhedsindustrien og politikere ikke kun fra socialistisk hold, men desværre fra alt for store dele af det politiske spektrum – går ud og proklamere denne vranglære, så skaber de falske forventninger, som efterfølgende ødelægger deres arbejde. De mister tillid, hedder det nu.

De ligger, som de selv har redt. Heldigvis, for det ville være en alvorlig ulykke for vort land og folk, hvis disse toneangivende skal bestemme, hvordan samfundet skal benytte sin magt,

PS: Hvorfor er det i øvrigt, at muslimer vil søge såkaldt “kirkeasyl” i en kirke, som de ellers ikke vil være medlemmer af? Hvorfor synes mange præster og visse menighedsråd, at det er helt naturligt?

I en tidlig alder, endnu inden jeg var 10 år gammel, havde jeg forstået, at det var nonne, jeg skulle være. Og den vished har aldrig forladt mig. Det førte mig til katolicismen, fordi Folkekirken jo desværre havde mistet den mulighed at kunne leve i ensomhed med Gud, i cølibat, noget der netop er og fra begyndelsen var så typisk for Kristendommen.

Historisk set er det helt forkert, at cølibatet var typisk for kristendommen. Selv om der i sig selv ikke er noget galt i at leve alene, så har Kristus ikke sat skaberordningen ud af kraft. Tværtimod omtaler apostlen Paulus, at der i de sidste tider skal være nogle, der vil forbyde ægteskab.

Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden. For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og ved bøn. Lægger du brødrene dette på sinde, vil du blive en god tjener for Kristus Jesus, næret af troens og den gode læres ord, som du har fulgt. (1 Tim 4,1-6)

Tanken om at forbyde ægteskab og mad, som Gud har skabt til at modtages med tak, stammer fra “vildledende ånder”  og er “dæmoners lærdomme”, og udbredelsen heraf sker ved “som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed” (v. 2).

Når en 10-årig kan “forstå”, at hun skal angiveligt skal være nonne, så er det naturligvis ikke en tanke, der kommer af ingenting. Gud åbenbarer ikke den slags direkte. Men det betyder ikke, at han efterlader kristne – eller for den sags skyld andre – uden vejledning.

Bibelens lære er vejledning, der er rettet til alle (hvad enten man vil lytte dertil eller ej). Findes der ikke vejledning om et bestemt spørgsmål i Bibelens lære, må vi gøre brug af vores fornuft. De fleste politiske problemer hører til spørgsmål, der skal afgøres af fornuften. Personlige valg som f.eks. uddannelse hører også til disse.

En 10-årig kan være påvirket af den forkyndelse og undervisning, man har fået. Og alle er påvirket af de kræfter, som vores syndige natur har. Derfor skal alle – også børn – oplæres i, hvad kristendom er. Det er vigtigt at være lydig mod Gud, men det er også vigtigt at lære om den kristne frihed. Den kristne frihed går bl.a. ud på, at ingen kan eller må tiltage sig magt til at indskrænke den frihed, vi har som kristne. Det er tværtimod en løgnagtig lære, der stammer fra de dæmoner, der vil tage os til fange under lovtrældom.

En 10-årig kan og skal altså lære om, hvad der virkelig er Guds vilje, sådan som vi lærer det i Luthers lille katekismus. Gud har befalet os at værne om ægteskabet i det 6. bud. “Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever kysk og ærbart i ord og gerning, og enhver elsker og ærer sin ægtefælle,” som Luther forklarer.

Lærer man ikke det, er (af)vejen åbnet for at tro, at det skulle være noget særligt, endsige fortjenstfuldt, at leve “i ensomhed med Gud.” Det er tværtimod Guds gode vilje, at enhver (med ganske få undtagelser) skal have sin egen ægtefælle og elske og ære denne. Det frelser ingen, for det gør kun den rette kristne tro. Til gengæld gavner det en hel del, både for den enkelte og for familien og samfundet.

Teologisk er der nogle, som formulerer det i godt indpakkede vendinger. En prædikenlære hedder f.eks. “Teksten og tiden,” skrevet af lektor Leif Andersen fra Menighedsfakultetet. Leif Andersen er meget påpasselig med at understrege, at der er noget, der ikke kan tilpasses. Men ikke desto mindre er det altså “tiden,” der får fokus, for undertitlen er “En midlertidig bog om forkyndelsen.” Men det er der ingen grund til. For loven er den samme og afslører de samme slags synder og syndere, som den altid har gjort. Evangeliet er også det samme, som det har været lige siden, Gud lovede Adam og Eva at sende Kristus.

Musikalsk er der f.eks. nogle, der mener, at kirken skal bruge tidens musikalske sprog. Man henviser til Luther, skønt Luther generelt var meget tilbageholdende med at bruge musik, der fik folk til at tænke på noget andet end kirken og dens budskab. Konkret blev Luther faktisk mere konservativ med alderen.

Et ultimativt argument for mange er, at man jo ikke kan skrue “tiden” tilbage. Men hvad betyder det egentlig? I virkeligheden betyder det bare, at man hævder selv at være moderne, mens de andre er umoderne, forældede, ude af trit med tiden osv. osv. Men kirkens virksomhed skal ikke styres af andet end evangeliet, dvs. kirkens lære. Dog skal loven forkyndes for at skabe den syndserkendelse, som er nødvendig, hvis man skal tro syndernes forladelse. Lovforkyndelsen skal være konkret og i den forstand rettet til mennesker på et bestemt sted og tidspunkt. Men de ti bud er relevante for hverdagens mennesker til alle tider og på alle steder.

Er det altså rigtigt, at kirken skal tilpasse sig tiden? Nej, det er faktisk ikke rigtigt. Den augsburgske Bekendelse siger, at vi tror på “én hellig almindelige kirke.” Luther oversætter med “én hellig kristelig kirke.” Almindelig betyder ‘generel’ eller ‘universelt’ i modsætning til det ’specifikke.’ En almindelig tolkning heraf er, at kirken ikke er bundet af tid og sted. Den er ‘over det hele,’ som ordet ‘katholikos’ egentlig betyder. Den må ikke være bundet til tid og sted, sådan at noget er sandt et sted, men ikke et andet. I så fald er en kirke ikke længere ‘almindelig,’ men ’speciel’. I den negative betydning.

Luthers oversættelse peger i samme retning, idet han siger mere om, hvad det vil sige, at kirken er ‘almindelig.’ Kirken er ‘kristelig.’ Kirken er Kristi legeme. Det kan kirken kun være, hvis den faktisk er i overensstemmelse med Kristus selv. Den kan altså ikke blive ’selvstændig’ eller ‘anderledes.’ Den kan ikke være bundet til tid og sted. Kristus er heller ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt tid. Kristus er, som Hebræerbrevet skriver, “den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr 13,8). Kirken er på samme måde ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt tid og kan ikke være det.

Det kunne man ellers blive i tvivl om, når man ser på kirkerne nu om dage. Den største af dem, Den romersk-katolske Kirke, tror på en fremadskridende åbenbaring, som kirken med paven i spidsen kan fastslå som autoritativ. Mange andre agerer eller har ageret på samme måde. Det gælder f.eks. de kirker, der mener at have myndighed til at fastslå, hvilke skrifter Bibelen omfatter. Det gælder endnu mere dem, der vil tilpasse musik og salmer, for ikke at tale om prædikenerne, til tilhørerne i en sådan grad, at evangeliet næppe vil kunne forstås, hvis man er vokset op i en helt anden kultur eller blot subkultur.

Naturligvis skal man ikke ignorere tilhørerne. Men kirken skal føre tilhørerne ind i den kristne tro og i de kristelige ritualer. En kristen skal kende – og bruge – nadveren, når man ellers er døbt og har fået den nødvendige oplæring. Det samme gælder afløsningen, dvs. det ritual, hvor Kristus gennem (sædvanligvis) præsten tilgiver os vore synder. Det er egentlig den så at sige tidløse gudstjeneste, der lærer os, hvad kristendom er, og hvad det vil sige at være en kristen.

Men skal musikken så i det mindste ikke være “moderne,” i overensstemmelse med tiden? Nej, faktisk ikke. Indholdet skal altid være forkyndende eller bekendende. Salmerne er på samme tid forkyndelse og bekendelse. Det er forkyndelse, når indholdet er taget fra Guds ord. Det er også bekendelse, fordi de, der synger, ikke kun får evangeliet forkyndt, men også tilkendegiver over for Gud og alle mennesker, hvad de tror på. Det indhold er ikke bundet til tid og sted, f.eks. Århus eller Åbyhøj i 2009. Naturligvis handler evangeliet om, hvad der skete et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Evangeliet er bundet til Kristus. Men han lever og er til stede i sin kirke uanset tid og sted. Melodierne skal heller ikke være så tids- og stedbundne, at det udelukker nogle kristne fra at deltage.

Det giver derfor udmærket mening at have en musikalsk stil, som ikke er “moderne”. En “traditionel” gudstjeneste kan passende minde menigheden om, at Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. Den traditionelle gudstjeneste kan belære os om, at den sande kirke har eksisteret lige siden, Adam og Evas troede det evangelium, de fik forkyndt. Den sande kirke vil findes indtil dommedag, netop fordi evangeliet ikke er bundet til vore tider og steder, men til Kristus og evangeliet. Det giver derfor også god mening, at man bruger det bedste af det bedste fra kirkens historie, når blot det udtrykker evangeliet og ikke modarbejder evangeliet.

Den sande kirke er altså ikke almindelig i betydningen ‘lige som alle andre organisationer.’ Den er almindelig i samme betydning, som Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid, eller i den betydning, at evangeliet er det samme og ikke kan forandres uden at blive et ikke-evangelium (jf. Gal 1,6-9). Det bør ikke være teori, men noget, der ses i kirkens gudstjeneste.

På www.HvadErKristendom.dk kan du læse og høre om, hvad kristendom er. Svarene er i overensstemmelse med Bibelen og de lutherske bekendelsesskrifter. Bibelen er klar og præcis, når det gælder den kristne lære. Denne lære er uddraget og gengivet i de lutherske bekendelsesskrifter. Derfor er alle disse skrifter troværdige vejledere i, hvad kristendom er.

Strukturen på sitet er bygget op over Luthers lille katekismus, som præsenteres i en ny, konservativ, men ikke gammeldags oversættelse. Du kan læse den eller høre katekismen.

Du kan også høre fem foredrag, hvori de fem hovedafsnit i Den lille Katekismus gennemgås. Eller du kan læse og høre prædikener, som er opført efter Trosbekendelsens emner.

Der er også artikler, der går lidt mere i dybden. Endelig er der en sektion med Spørgsmål – og svar. Svarekassen, kunne det måske have heddet!

Smut forbi og lad dig opbygge af evangeliet!