Citatsamling

… det synes, som om paverne for en del er blevet vildledte ved Moselovens eksempel. Herfra stammer disse byrdefulde regler: at det skulle være en dødssynd at arbejde med sine hænder på helligdage, også når det sker uden at forarge andre. — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

… Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten. Dernæst bør der følge gode gerninger, som er bodens frugter. — Artikel 12 (Om boden)

… så har vore påmindet menighederne således om troen:
Først, at vore gerninger ikke kan forsone Gud eller fortjene syndernes forladelse, nåde og retfærdiggørelse, men dette opnår vi alene ved troen, når vi tror, at vi tages til nåde for Kristi skyld, han, der alene er sat som midler og forsoning, ved hvem Faderen forsones. Den, som derfor tror, at han ved sine gerninger fortjener nåden, han foragter Kristi fortjeneste og nåden og søger uden Kristus ved menneskelige kræfter vejen til Gud, skønt Kristus har sagt om sig selv (Joh. 14.6): ‘Jeg er vejen, sandheden og livet.’
Denne lære om troen behandles overalt af Paulus (Ef. 2.8): ‘Af nåde er I frelste ved troen, og det ikke af eder selv, Guds er gaven, ikke af gerninger’ osv. — Artikel 20 (Troen og de gode gerninger)

… Til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): “Én tro, én dåb, én Gud og alles Fader” osv. — Artikel 7 (Om kirken)

Alligevel beholdes skriftemålet hos os, dels på grund af afløsningens store velgerning, dels på grund af, at det på den måde gavner samvittighederne. — Artikel 25 (Om skriftemålet)

Altså må den kirkelige og den borgerlige magt ikke sammenblandes. Den kirkelige har sin bemyndigelse til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne; den må ikke bryde ind på noget andet embedsområde, ikke overdrage verdensriger fra den ene til den anden, ikke afskaffe myndighedernes love, ikke ophæve lydigheden mod lovene, ikke lægge hindringer i vejen for retslige undersøgelser angående nogen borgerlig ordning eller overenskomst og ikke foreskrive øvrighederne love om indretningen af statens forfatning, som Kristus siger: ‘Mit rige er ikke af denne verden’ (Joh.18,36); ligeledes: ‘Hvem har sat mig til dommer eller deler over eder?’ (Luk 12,14). Og Paulus siger: ‘Vort borgerskab er i himlene’ (Fil 3,2); ‘Vore stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til at forstyrre anslag osv.’ (2 Kor 10,4). På denne måde skelner vore mellem begge magters pligter og byder, at man skal ære begge og erkende, at begge er en gave og velgerning fra Gud. — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Biskopperne ville imidlertid let kunne opretholde den retmæssige lydighed, hvis de ikke lagde vægt på iagttagelse af overleveringer, der ikke kan følges med god samvittighed. Nu påbyder de ugift stand og antager ingen som præst, uden at de sværger, at de ikke vil lære evangeliets rene lære. — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Cyprian bevidner flere steder, at blodet blev givet til folket. Det samme bevidner Hieronymus, som siger: ‘Præsterne forvalter nadveren og uddeler Kristi blod til folkene.’ — Artikel 22 (Nadveren under begge skikkelser)

Den kristelige fuldkommenhed består i alvorligt at frygte Gud og på den anden side at fatte stærk tro og fæste lid til, at vi for Kristi skyld har en forsonet Gud, at bede Gud om hjælp i alt, hvad vi efter vort kald skal udføre, og med vished vente hjælpen, samtidig udadtil omhyggelig at gøre gode gerninger og tjene vort kald. Deri består den sande fuldkommenhed og sande gudsdyrkelse, ikke i ugift stand eller tiggerstand eller i en smudsig dragt. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Den, som nu ved, at han ved Kristus har en forsonet fader, han kender i sandhed Gud, han ved, at Gud har omsorg for ham, han påkalder ham, og han er i det hele ikke uden Gud som hedningene. For djævlene og de ugudelige kan ikke tro denne artikel: syndernes forladelse. Derfor hader de Gud som fjende, påkalder ham ikke og venter intet godt af ham. — Artikel 20 (Troen og de gode gerninger)

Denne magt udøves kun ved at lære eller prædike evangeliet og meddele sakramenterne enten til flere eller til enkelte efter ens kald, fordi her ikke skænkes legemlige, men evige ting, evig retfærdighed, Helligånden og evigt liv. Dette kan ikke opnås uden ved ordets og sakramenternes betjening, som Paulus siger: ‘Evangeliet er en Guds magt til frelse for enhver, der tror’ (Rom 1,16); og: ‘Dit ord har holdt mig i live’ (Sl 119,50). — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Derfor (på grund af pavelig vranglære om de to magter eller regimenter) er vore blevet nødt til at påpege forskellen mellem den kirkelige magt og sværdets magt for at belære samvittighederne, og de har lært, at begge magter i følge Guds budskab fromt skal æres og agtes som Guds største velgerninger på jorden. — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Derfor lægger Paulus også størst vægt på dette punkt, han fjerner loven og de menneskelige overleveringer for at vise, den kristne retfærdighed er noget andet end den slags gerninger, nemlig en tro, som tror, at synderne forlades uforskyldt for kristi skyld. Men denne lære af Paulus er næsten helt undertrykt af overleveringerne … — Artikel 26 (Om forskel på spiser)

Derfor tilegner folket sig mange fordærvelige anskuelser ud fra disse (pavekirkelige) falske lovprisninger af munkelivet. … Det hører, at det er et evangeliske råd ikke at hævne sig, og derfor er nogle ikke bange for at hævne sig i det private liv, de hører jo nemlig, at det (kun) er et råd og ikke Guds bud. Andre derimod farer endnu mere vild, idet de anser alle øvrighedsposter og alle borgerlige bestillinger for at være uværdige for kristne og for at stride mod det evangeliske råd. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Derfor tilegner folket sig mange fordærvelige anskuelser ud fra disse (pavekirkelige) falske lovprisninger af munkelivet. … Det hører, at tiggere alene er fuldkomne og beholder derfor sin ejendom eller driver handel med samvittighedsnag. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Derfor tilegner folket sig mange fordærvelige anskuelser ud fra disse (pavekirkelige) falske lovprisninger af munkelivet. Det hører, at den ugifte stand prises over al måde og lever derfor med samvittighedsnag i ægteskab. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Dersom vi ikke kan opnå, at de bestemmelser, som ikke kan holdes uden synd, bliver ophævede, må vi følge den apostolske regel, som byder at adlyde Gud mere end mennesker (ApG 5,29). Peter forbyder biskopperne at tiltage sig magt og myndighed over menighederne (1 Pet 5,3). Nu drejer det sig ikke om, at biskopperne skal opgive deres myndighed, men der bedes om dette ene, at de vil finde sig i, at evangeliet læres rent, og at de vil eftergive nogle få bestemmelser, som ikke kan holdes uden synd. Men vil de ikke gøre det, må de selv se til, hvorledes de skal stå Gud til regnskab for, at de ved deres hårdnakkethed giver anledning til et kirkeligt brud. — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Desuden lærer de, at enhver kristen skal øve sig og holde sig selv i tømme ved legemlig tugt eller ved legemlige øvelser og gerninger på en sådan måde, at ikke det at spise for meget eller at være uvirksom skal ægge til synd, ikke for at vi ved disse øvelser skal fortjene syndernes forladelse eller gøre fyldest for synderne. Og denne legemlige tugt bør man bestandig, ikke alene på nogle enkelte og anordnede dage, drive på med, som Kristus indskærper: ‘Vogter eder for, at eders hjerter ikke besværes af drukkenskab,’ (Luk 21,34); og ligeledes: ‘Denne slags dæmoner uddrives ikke uden ved faste og bøn’ (Matt 17,21). Og Paulus siger: ‘Jeg spæger mit legeme og holder det i trældom’ (1 Kor 9,27). — Artikel 26 (Om forskel på spiser)

Desuden lærer vore, at det er nødvendigt at gøre gode gerninger, ikke for at stole på ved deres hjælp at fortjene nåden, men fordi Gud vil det således. Kun ved tro gribes syndernes forladelse og nåden. Og fordi man ved troen får Helligånden, så fornyes nu hjerterne og ifører sig nye tilbøjeligheder, så at de kan frembringe gode gerninger. — Artikel 20 (Troen og de gode gerninger)

Det er ingen ringe forargelse i menigheden at fremsætte for folket en bestemt gudsdyrkelse, udtænkt af mennesker uden Guds befaling, og at lære, at en sådan gudsdyrkelse retfærdiggør mennesker, for troens retfærdighed, som især må føres frem i menigheden, fordunkles, når folks øjne overfyldes af de bekendte mærkværdige engledyrkelser og det falske skin af fattigdom, ydmyghed og ugift stand. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Det er nemlig nødvendigt, at man i menighederne fastholder læren om den kristne frihed, at trældom under loven ikke er nødvendig til retfærdiggørelse, som der står skrevet i Galaterbrevet: ‘Lad jer ikke atter bringe under trældomsåg!’ (Gal 5,1) — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Endvidere – i følge evangeliet eller, som de siger, efter guddommelig ret tilkommer der biskopperne som biskopper, d.v.s. som dem, hvem ordets og sakramenternes betjening er betroet, den embedsmyndighed at forlade synder, at forkaste den lære, som strider mod evangeliet, og at udelukke de ugudelige, hvis ugudelighed er åbenlys, fra menighedens samfund, uden at anvende menneskelig magt, men ved ordet. På disse punkter bør menighederne nødvendigvis og efter guddommelig ret vise dem lydighed i følge det ord: ‘Den, der hører eder, hører mig’ (Luk 10,16). — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Folk påmindes også om, at det ord tro her ikke alene betegner en sådan kundskab om det historiske, som de ugudelige og djævelen har, men det betegner den tro, som ikke blot tror historien, men også historiens virkning, nemlig denne artikel: syndernes forladelse, at vi nemlig ved kristus har nåde, retfærdighed og syndernes forladelse. — Artikel 20 (Troen og de gode gerninger)

Folket er vænnet til at bruge sakramentet i forening, for så vidt de er skikkede dertil; det forøger også ærefrygten og andagten ved de offentlige kirkeskikke, for ingen får adgang, uden at de i forvejen er prøvede og overhørte. Menigmand påmindes også om sakramentets værdighed og brug og om, hvor stor trøst det bringer de ængstede samvittigheder, så at de lærer at tro på Gud, at vente alt godt af Gud og bede ham derom. Denne gudsdyrkelse behager Gud, en sådan brug af sakramentet nærer fromheden over for Gud. — Artikel 24 (Om messen)

For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet om, at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Gal. 3.14: For at vi kunne få åndens forjættelse ved troen. De fordømmer gendøberne og andre, som mener, at mennesker kan få Helligånden uden noget ydre ord ved deres egne forberedelser og gerninger. — Artikel 5 (Om det kirkelige embede)

For det andet har disse overleveringer (om bestemte helligdage, skikke, faster og klædedragt) fordunklet Guds bud, fordi overleveringerne sattes langt over Guds bud. — Artikel 26 (Om forskel på spiser)

For det første lærer de hos os således om dem, der indgår ægteskab, at alle, som ikke er skikkede til ugift stand, har lov til at gifte sig, fordi løfter ikke kan omstøde Guds indstiftelse og befaling. og dette er Guds befaling: ‘For utugts skyld skal enhver mand have sin egen hustru’ (1 Kor 7,2). Og ikke befalingen alene, men også naturen og Guds indstiftelse nøder dem, der ikke ved Guds særlige gave er undtaget derfra, til ægteskab i følge dette ord: ‘Det er ikke godt for mennesket at være ene’ (1 Mos 2,18). De, som adlyder denne befaling og indstiftelse af Gud, synder derfor ikke. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

For det tredje har overleveringerne medført store farer for samvittighederne, fordi det var umuligt at holde alle overleveringerne, og dog mente man, at disse iagttagelser var en nødvendig gudsdyrkelse. — Artikel 26 (Om forskel på spiser)

For Kristi lidelse har været et offer og en fyldestgørelse ikke alene for arvesynden, men også for alle andre synder, som der er skrevet i brevet til Hebræerne (Hebr 10,10.14). — Artikel 24 (Om messen)

Forhen plagedes samvittighederne af læren om gerningerne, de plejede ikke at høre trøsten ud fra evangeliet. Nogle dreves af samvittigheden ud i ørkenen, i klostre, idet de håbede, at de der ville kunne fortjene nåden ved deres munkeliv. Andre udtænkte andre gerninger for at vinde nåden og gøre fyldest for synderne. Derfor var der i høj grad trang til at fremsætte og forny denne lære om tro på Kristus, for at de ængstede samvittigheder ikke skulle mangle trøst, men vide, at nåden og syndernes forladelse gribes ved tro på Kristus. — Artikel 20 (Troen og de gode gerninger)

Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed for sig. Rom. 3 og 4. — Artikel 4 (Om retfærdiggørelsen)

Heraf ses det let, at denne lære ikke bør anklages for at forbyde gode gerninger, men at den langt snarere bør roses, fordi den viser, på hvilken måde vi kan gøre gode gerninger. For uden tro kan den menneskelige natur på ingen måde gøre det første eller det andet buds gerninger. Uden tro anråber den ikke Gud, venter intet af Gud, tåler ikke korset, men søger menneskelig hjælp og stoler på menneskelig hjælp. Således hersker alle lyster og menneskelige råd i hjertet, når troen og tilliden til Gud er borte. Derfor har Kristus også sagt: ‘Uden mig kan I intet gøre,’ Joh. 15.5. Og menigheden synger: ‘Uden din guddomsmagt er der intet i mennesket, intet, som er uden skyld.’ — Artikel 20 (Troen og de gode gerninger)

Hvad foregik der i senere tider i klostrene? Førhen var de skoler til oplæring i de hellige skrifter og andre videnskaber, der er nyttige for kirken, og fra klostrene tog man præster og biskopper. Nu er sagen en anden, men det er unødvendigt at berette kendte ting. Førhen kom man sammen for at lære; nu hitter de på, at denne levevis er indstiftet for at fortjene nåde og retfærdighed, ja de priser den som fuldkommenhedens tilstand og sætter den langt over alle andre livsforhold, som Gud har indstiftet. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Hvad skal man følgelig mene om søndagen og ligende kirkeskikke? Hertil svarer de, at biskopper eller præster må have lov til at træffe anordninger, for at alt kan gå ordentligt til i kirken, ikke for at vi ved disse anordninger skal gøre fyldest for vore synder, eller for at lægge pres på samvittighederne, eller anse dem for at være nødvendige dyrkelser.
Den slags anordninger bør menighederne følge for kærlighedens og fredens skyld og iagttage dem såvidt, at den ene ikke forstyrrer den anden, men at alt i kirkerne foregår i orden og uden uro, dog således, at samvittighederne ikke presses til at anse sådant for nødvendigt til frelse og til at antage, at de synder, når de overtræder anordningerne uden at forarge andre – på samme måde som ingen vil finde på at sige, at en kvinde begår synd, når hun offentlig viser sig med utildækket hoved, og folk ikke forarges derover. — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

I 1 Tim 4,1-3 kaldes forbud mod spiser dæmoners lære, fordi det strider mod evangeliet at indstifte eller iværksætte sådanne gerninger, for at vi ved dem skulle fortjene nåden, eller som om en kristelig retfærdighed ikke kunne bestå uden en sådan gudsdyrkelse. — Artikel 26 (Om forskel på spiser)

Imidlertid havde Guds befalinger til enhver efter hans kald ingen anseelse (i pavekirken); at en familiefader opdrog sine børn, at en moder fødte børn, at en fyrste styrede staten – dette ansås for at være verdslige og ufuldkomne gerninger, langt ringere end den omtalte strålende overholdelse af de førnævnte traditioner. Og denne vildfarelse pinte hårdt de fromme samvittigheder, som led under, at de var bundne til en ufuldkommen levevis, i ægteskab, i øvrighedsposter eller i andre borgerlige stillinger; de beundrede munkene og disses lige og antog helt forkert, at disses overholdelse af traditionerne var Gud velbehageligere. — Artikel 26 (Om forskel på spiser)

Ingen får adgang (til sakramentet), uden at de i forvejen er prøvede og overhørte. — Artikel 24 (Om messen)

Krysostomus siger, at præsten daglig står ved altret og kalder nogle til nadvernydelse, men holder andre borte. — Artikel 24 (Om messen)

Ligeledes lærer de, at alle mennesker som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begærlighed, og at denne arvelige sygdom eller brøst i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden. — Artikel 2 (Om arvesynden)

Ligeledes lærer de, at denne tro skal frembringe gode frugter, og at vi bør gøre de gode gerninger, Gud har forordnet, af hensyn til Guds vilje, ikke for at stole på ved disse gerninger at kunne fortjene retfærdiggørelse for Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelsen gribes af troen … — Artikel 6 (Om den nye lydighed)

Ligeledes lærer de, at der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. … — Artikel 7 (Om kirken)

Ligeledes lærer de, at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende.
De fordømmer gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe. De fordømmer også andre, som nu udspreder jødiske anskuelser om, at de fromme før de dødes opstandelse skal få herredømmet over verden, efter at de ugudelige overalt er undertrykte. — Artikel 17 (Om Kristi genkomst til dom)

Ligeledes lærer de, at ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, een Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder.

Den samme nedfor til helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem samt forsvare dem mod djævlen og syndens magt. Den samme Kristus skal åbenlyst komme igen for at dømme levende og døde osv., efter Den apostolske Trosbekendelse. — Artikel 3 (Om Guds Søn)

Man kan læse om eksempler på mennesker, der (i pavekirken) har opgivet ægteskab og opgivet stillinger i staten og så begravet sig i klostre. Det kaldte de at undfly verden og søge en hellig levevis, og de så ikke, at Gud skal tjenes efter de bud, som han selv har givet, ikke efter bud, som er udtænkte af mennesker. En god og fuldkommen levevis er den, som har Guds bud for sig. Derom er det nødvendigt at påminde mennesker. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Med urette anklages vore for, at de forbyder gode gerninger, for deres foreliggende skrifter om de ti bud og andre af lignende indhold bevidner, at de har ført nyttig lære om alle livets forhold og pligter, hvilke livsforhold og hvilke gerninger der i et ethvert kald behager Gud. … — Artikel 20 (Troen og de gode gerninger)

Med urette anklages vore menigheder for at afskaffe messen, for messen bevares hos os og udføres med den største ærbødighed. Næsten alle de sædvanlige skikke beholdes også, undtagen at man nogle steder ind mellem de latinske sange blander tyske, som er føjede til for at belære folket. For kirkeskikkene er især nødvendige til dette ene at belære de ukyndige. Og ikke blot Paulus (1 Kor 14) indskærper, at man skal bruge et sprog, som folket kan forstå, i menigheden, men således er det også forordnet efter den menneskelige lov. — Artikel 24 (Om messen)

Men der foreligger klare udsagn, som forbyder at fastsætte sådanne overleveringer, for at forsone Gud eller som fornødne til salighed. Paulus siger (Kol. 2.16.20): “Ingen dømme eder i mad eller drikke eller i henseende til festdage eller nymånefester eller sabbatter” og “hvis I er døde bort med Kristus fra verdens børnelærdom, hvorfor besværes I da med anordninger som de, der lever i verden: Rør ikke, smag ikke, tag ikke derpå! Hvilket altsammen forgår ved brugen, og det er menneskers bud og lærdomme, som har skin af visdom.” I brevet til Titus (1.14): “Agter ikke på jødiske fabler og befalinger af mennesker, der vender sig bort fra sandheden.” Kristus siger (Mat. 15.14.13) om dem der lægger vægt på overleveringerne: “Lader dem fare, de er blinde og blindes vejledere.” Og han misbilliger en sådan gudsdyrkelse: “Enhver plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal oprykkes.” — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Men det er åbenlyst, at munkene har lært, at opdigtede fromhedsøvelser gør fyldest for synderne og fortjener nåde og retfærdiggørelse. Hvad er dette andet end at røve fra Kristi ære og fordunkle den og nægte troens retfærdighed? Heraf følger altså, at disse sædvanlige løfter har været en ugudelig dyrkelse, hvorfor de er ugyldige. Et løfte som er ugudeligt og aflagt imod Guds bud, har nemlig ingen gyldighed, for som kirkeloven siger, et løfte bør ikke være et uretfærdigheds bånd. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Men Kristus befaler at gøre dette (fejre nadveren) til hans ihukommelse. Derfor er messen indstiftet, for at troen hos dem, der bruger sakramentet, skal ihukomme, hvilke velgerninger den modtager ved Kristus, og tillige oprejse og styrke den ængstede samvittighed. At ihukomme Kristus vil nemlig sige at ihukomme hans velgerninger og at erkende, at de i sandhed skænkes os. — Artikel 24 (Om messen)

Men man vil erfare noget helt andet ud fra vore meningsfællers skrifter. De har nemlig altid lært om korset, at kristne må finde sig i lidelser. Dette er den sande, alvorlige og uhyklede dødelse: under mangehånde lidelser at øves og korsfæstes med Kristus. — Artikel 26 (Om forskel på spiser)

Men når de (biskopperne) lærer eller fastsætter noget imod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som forbyder lydighed: ‘Vogter eder for de falske profeter’ (Matt 7,15); ‘Hvis en engel fra himlen ville forkynde et andet evangelium, skulle han være en forbandelse’ (Gal 1,8). — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Men om skriftemålet lærer de, at opregning af overtrædelserne ikke er nødvendig, og at man ikke må besvære samvittighederne med bekymring for at opregne alle overtrædelser, som salmen (Sl 19,13) bevidner: ‘Hvem kender overtrædelserne.’ Ligeledes Jeremias (Jer 17,9): ‘Menneskets hjerte er fordærvet og ikke til at udgranske.’ — Artikel 25 (Om skriftemålet)

Men skønt denne lære (retfærdiggørelseslæren) foragtes af de ukyndige, erfarer dog fromme og ængstede samvittigheder, at den bringer den største trøst, fordi samvittighederne ikke kan beroliges ved nogen gerning, men kun ved troen, når de er fuldt overbeviste om, at de for Kristi skyld har en forsonet Gud.
På samme lærer Paulus (Rom. 5.1): ‘Retfærdiggjorte ved tro har vi fred med Gud.’ Hele denne lære må henføres til hin kamp i den forfærdede samvittighed og kan ikke forstås uden hin kamp. — Artikel 20 (Troen og de gode gerninger)

Men skønt Guds befaling om ægteskabet synes at sætte de fleste fri fra løfterne, fremfører vore dog også en anden grund med hensyn til løfterne for, at de er ugyldige, nemlig at enhver gudsdyrkelse, som er indstiftet af mennesker uden Guds befaling og udvalgt til at fortjene retfærdiggørelse og nåde, er ugudelige, som Kristus siger: ‘De dyrker mig til ingen nytte med menneskebud’ (Matt 15,9). — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl. — Artikel 1 (Om Gud)

Menigmand belæres om at skatte afløsningen meget højt, fordi den er Guds stemme og udtales efter Guds befaling. Nøglemagten æres, og der mindes om, hvor stor trøst den bringer de forfærdede samvittigheder, og at Gud kræver tro, nemlig at vi skal tro denne afløsning som hans røst, der lyder fra himlen, og at denne tro i sandhed opnår og modtager syndernes forladelse. — Artikel 25 (Om skriftemålet)

Messen skal altså holdes med det formål, at sakramentet her rækkes dem, der trænger til trøst, ligesom Ambrosius siger: ‘Fordi jeg altid synder, bør jeg altid tage mod lægemiddel.’ — Artikel 24 (Om messen)

Nogle påstår, at overholdelse af søndagen vel ikke ligefrem hviler på guddommelig ret, men dog så godt som; de giver forskrifter angående helligdagene, hvorvidt det er tilladt at arbejde på dem. Hvad er den slags forhandlinger andet end snarer for samvittighederne? — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Nogle påstår, at overholdelse af søndagen vel ikke ligefrem hviler på guddommelig ret, men dog så godt som; de giver forskrifter angående helligdagene, hvorvidt det er tilladt at arbejde på dem. Hvad er den slags forhandlinger andet end snarer for samvittighederne? Skønt de nemlig forsøger at mildne overleveringerne, kan det dog aldrig opfattes som billighed, så længe forestillingen om deres nødvendighed bliver stående, og den må nødvendigvis blive stående, når man overser troens retfærdighed og den kristne frihed. — Den augsburgske Bekendelse, artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Når den kirkelige magt derfor skænker evige ting og kun udøves gennem ordets tjeneste, står den ikke hindrende i vejen for statsstyrelsen, så lidt som sangkunsten står i vejen for statsstyrelsen. For statsstyrelsen angår ganske andre ting end evangeliet. Øvrigheden værger ikke sjælene, men legemerne og de legemlige ting imod åbenbare forurettelser og tvinger menneskene ved sværdet og ved legemlige straffe. Evangeliet forsvarer sjælene mod ugudelige meninger, mod djævelen og den evige død. — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Og det står ikke i et menneskes magt at forandre Guds skabning uden særlig gave eller gerning. De, som derfor ikke er skikkede til ugift stand, bør indgå ægteskab. For ingen menneskelig lov og intet løfte kan ophæve Guds befaling og Guds indstiftelse. Af disse grunde lærer præsterne, at det har stået dem frit for at gifte sig. — Artikel 23 (Om præsternes ægteskab)

Om boden lærer de, at de, som er faldne efter dåben, kan få syndernes forladelse til hvilken som helst tid, når de omvender sig, og at kirken bør meddele sådanne som vender tilbage til bod, afløsning. … — Artikel 12 (Om boden)

Om de borgerlige forhold lærer de, at de lovlige borgerlige ordninger er Guds gode værk, at det er tilladt de kristne at beklæde øvrighedsposter, at forvalte retsplejen, at pådømme sager efter de kejserlige og andre gældende love, fælde dødsdomme efter lov og ret, føre retfærdig krig, gøre krigstjeneste, slutte handel efter loven, besidde ejendom, aflægge ed på øvrighedens forlangende og tage hustru eller mand til ægte. — Artikel 16 (Om de borgerlige forhold)

Om den frie vilje lærer de, at den menneskelige vilje har en vis frihed til at øve borgerlig retfærdighed og vælge i spørgsmål, der falder ind under fornuften. Men den har ikke kraft til uden Helligånden at øve Guds retfærdighed eller den åndelige retfærdighed, fordi “det naturlige menneske ikke fatter de ting, som hører Guds ånd til” (1 Kor. 2.14), men dette sker i hjerterne, når Helligånden modtages gennem ordet. — Artikel 18 (Om den frie vilje)

Om den kirkelige orden lærer de, at ingen må lære offentlig eller forvalte sakramenterne i kirken, uden at han er rettelig kaldet dertil. — Artikel 14 (Om den kirkelige orden)

Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes gennem dåben, og at børn skal døbes, for at de ved at frembæres ved dåben for Gud kan blive taget til nåde af Gud. De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb. — Artikel 9 (Om dåben)

Om helgendyrkelsen lærer de, at der højtideligt kan tales til de helliges ihukommelse, for at vi kan efterligne deres tro og gode gerninger, hver efter sit kald, ligesom kejseren kan efterligne Davids eksempel, når han fører krig for at forjage tyrkerne fra fædrelandet; for begge er konger. — Artikel 21 (Om helgendyrkelse)

Om kirkeskikkene lærer de, at de skikke bør bibeholdes, som kan bibeholdes uden synd, og som tjener til ro og god orden i kirken, såsom bestemte helligdage, festdage og ligende.
Dog påmindes folk angående sådanne ting om, at samvittighederne ikke må besværes, som om en sådan gudsdyrkelse skulle være nødvendig til frelsen.
De påmindes også om, at menneskelige overleveringer, indstiftede til at forsone Gud, til at fortjene nåden og til at gøre fyldest for synderne, strider mod evangeliet og troens lære; derfor er løfter og overleveringer angående spiser og dage osv., indstiftede til at fortjene nåden og gøre fyldest for synderne, unyttige og mod evangeliet. — Artikel 15 (Om kirkeskikkene)

Om nadveren lærer de, at Kristi legeme og blod i sandhed er til stede og uddeles i nadveren til nadvergæsterne; og de misbilliger dem, der lærer anderledes. — Artikel 10 (Om nadveren)

Om sakramenternes brug lærer de, at sakramenterne er indstiftede ikke blot for at være bekendelsestegn mellem menneskene, men meget mere for at være tegn og vidnesbyrd om Guds vilje over for os, bestemte til at opvække og styrke troen hos dem, som bruger dem. Derfor skal sakramenterne bruges således, at troen kommer til og fæster lid til de forjættelser, der tilbydes og forkyndes ved sakramenterne. — Artikel 13 (Om sakramenternes brug)

Om skriftemålet lærer de, at den private afløsning bør bevares i menighederne, skønt det ikke er nødvendigt i skriftemålet at opregne alle synder. Det er nemlig umuligt i følge salmen (Sl 19,13): ‘Hvem kender sine synder?’ — Artikel 11 (Om skriftemålet)

Om syndens årsag lærer de, at skønt Gud skaber og opholder naturen, så er dog årsagen til synden de ondes, det vil sige djævelens og de ugudeliges, vilje, som, uden at Gud hjælper til, vender sig bort fra Gud, ligesom Kristus siger Joh. 8: ‘Når han taler løgn, taler han af sit eget.’ — Artikel 19 (Om syndens årsag)

Paulus lærer overalt, at retfærdigheden ikke kan søges ud fra vore iagttagelser og dyrkelser, som er udtænkte af mennesker, men at den opnås gennem troen af dem, der tror, at de tages til nåde af Gud for Kristi skyld. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Paulus siger (Gal. 5.4): “I har intet med Kristus at gøre, I, som vil retfærdiggøres ved loven, I er faldne ud af nåden.” De, som altså vil retfærdiggøres ved løfterne har intet med Kristus at gøre og falder ud af nåden. For også de, som tilskriver løfterne retfærdiggørelsen, tilskriver deres egne gerninger det, som inderst inde vedrører Kristi ære. Og det kan ikke nægtes, at munkene har lært, at de ved deres løfter og iagttagelser blev retfærdiggjorte og fortjente syndernes forladelse … — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Paulus truer alvorligt dem, der omgås uværdigt med nadveren, når han siger (1 Kor. 11.27) “Den, som æder dette brød eller drikker Herrens kalk uværdigt, han er skyldig i Herrens legeme og blod.” Da præsterne hos os derfor blev advarede mod denne synd, er de private messer hos os ophørte, eftersom der næsten ingen private messer holdtes uden for vindings skyld. — Artikel 24 (Om messen)

Skriftemålet er ikke afskaffet i menighederne hos os. Man plejer nemlig ikke række Herrens legeme til andre end dem, der i forvejen er prøvede og har modtaget afløsningen. Og folket belæres meget omhyggeligt om tro på afløsningen, hvorom der i tidligere tid var dyb tavshed. — Artikel 25 (Om skriftemålet)

Skriften har ophævet sabbatten, ikke kirken. Alle mosaiske skikke kan undlades, efter at evangeliet er blevet åbenbaret. Da det imidlertid var nødvendigt at fastsætte en bestemt dag, for at folket kunne vide, når det skulle komme sammen, er det åbenbart, at kirken dertil har bestemt søndagen, som også synes at være falden mere belejligt af den grund, at folk skulle have et eksempel på kristen frihed og vide, at hverken overholdelse af sabbatten eller af nogen anden dag var nødvendig. — Den augsburgske Bekendelse, artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Skriften lærer os ikke at anråbe de hellige eller bede de hellige om hjælp, fordi den fremstiller Kristus for os som den eneste midler, forsoning, ypperstepræst og talsmand. Han skal anråbes, og han har lovet at ville høre vores bønner, og den dyrkelse godkender han højlig, at han bliver anråbt i alle vore trængsler: ‘Om nogen synder, da har vi en talsmand hos Gud’ (1 Joh. 2.1) osv. — Artikel 21 (Om helgendyrkelse)

Skønt kirken egentlig er de helliges og sande troendes forsamling, så er det dog, eftersom der i dette liv er indblandet mange hyklere og onde mennesker, tilladt at bruge sakramenterne, når de forvaltes af onde mennesker, i følge Kristi ord (Mat. 23.2). — Artikel 8 (Om kirken)

Såfremt biskopperne har noget af sværdets magt, da har de den ikke i kraft af bemyndigelse fra evangeliets side, men i kraft af den menneskelige ret som skænket af konger og kejsere til den borgerlige styrelse af deres besiddelsers. Dette er imidlertid en ganske anden bestilling end evangeliets betjening. — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)

Således fik de (pavekirkens teologer) folk til at tro, at munkeløftet var langt bedre end dåben, at munkelivet var mere fortjenstfuldt end livet som øvrighedsperson, præst eller lignende, mennesker som (dog) i deres kald tjener efter Guds befalinger uden selvgjorte fromhedsøvelser. — Artikel 27 (Om munkeløfterne)

Således mener de (lutherske) da, at nøglemagten eller biskoppernes magt ifølge evangeliet er en magt eller en bemyndigelse fra Gud til at prædike evangeliet, forlade og fastholde synder og forvalte sakramenterne. For med denne bemyndigelse udsender Kristus apostlene: ‘Ligesom Faderen har udsendt mig, således udsender også jeg eder. Modtager Helligånden! Dem, hvis synder I forlader, er de forladte, og dem, hvis synder I fastholder, er fastholdte’ (Joh 20,21ff); ‘Gå hen og prædik evangeliet for hele skabningen osv.’ (Mark 16,15). — Artikel 28 (Om den kirkelige myndighed)