Biskop – nu snart biskop emeritus – Jan Lindhardt benægter Helvede. Det gør mange andre også, Kaj Mogensen f.eks., som jeg tidligere har blogget om adskillige gange. At “kirkefolk” forsøger sig igen, er ingen nyhed.
Men hvorfor vælger Kristeligt Dagblad så at bringe artiklen netop midt i påsken? Skal man tro, at der er tale om uvidenhed? I så fald er det ikke nogen god “reklame” for Kristeligt Dagblad og den pågældende journalist. I det mindste denne avis burde holde sig for god til at spotte påskens evangelium.
Sagen er nemlig, at disse udmeldinger er en direkte modsigelse af det, som for mange af os er påskens evangelium. Man må altså sige, at Kristeligt Dagblad har valgt et ualmindeligt dårligt tidspunkt til at forarge de mange mennesker, der fejrer påske, netop fordi Jesus døde under Faderens vrede for at frelse os (læs mere i pastor Magnus Sørensens artikel “Jesus bar vores skyld og Guds straf“).
Dét kan undre, for det er mit indtryk, at også Kristeligt Dagblad ofte stiller sig bag kravet om, at man ikke må håne og spotte f.eks. muslimer. Men hvis bare det ikke har spottens åbenlyse form, så man åbenbart godt? Hvis det bare er kamufleret som orientering?
Men hvad er det så, der er galt med indholdet?
Kirkefolk vil modernisere helvede | Kristeligt Dagblad
Helvede trænger til en gennemgribende modernisering. Det er meldingen fra flere kirkefolk, som ønsker at aflive billedet af helvede som en kælder, beregnet til evig pine og fortabelse.
To gamle travere samt den sædvanlige protest fra Indre Mission. Det er jo ingen nyhed, men bare et angreb på påskens evangelium.
Netop påskens beretning om Jesu død og opstandelse hænger tæt sammen med kristendommens budskab om, hvordan troen på Gud kan frelse mennesket fra fortabelsen, der ofte er skildret som en evig pine i helvedes flammer. Men i stedet skal helvede forstås som en sindstilstand og en følelse af ensomhed og meningsløshed, der kan ramme os her i livet, ikke efter døden, lyder det blandt andet fra Jan Lindhardt, biskop over Roskilde Stift.
Lindhardt er en underlig mand. Snart kan han sige noget forholdsvist klogt. Snart kan han gøre det modsatte som i dette indlæg. Lindhardts kristendom er en “kristendom” i Lindhardts og Holms billede. Men en sådan psykologiserende forståelse af Helvede er ikke alene i strid med Skriften, men også udtryk for et ualmindeligt uhistorisk forsøg på Bibel-tolkning.
– Billedet af helvede som et varmt sted, hvor vi straffes med evig pine, er ubrugeligt. Gud har kastet sin evige kærlighed på os, og derfor er der ingen, der ender i helvede. Ikke fordi, at vi ikke burde, men fordi Guds store hånd løfter os ud, siger Jan Lindhardt.
Hvad Lindhardt siger er ganske enkelt løgn og uetisk. Det er løgn, fordi han ikke har skyggen af bibelsk basis for sin påstand. På snart sagt hvert eneste side i Det nye Testamente er der tale om tro. “Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Johannesevangeliet 3,16). Nu mener Lindhardt så, at “Guds store hånd løfter os ud” af helvede. Om man tror på Jesus eller på kristendommen, er altså totalt ligegyldigt. Lindhardt mener altså, at han har ret til at (re)lancere en omtolkning af himmel og helvede, som lader alle ende i himmelen, uanset om de ønsker det eller ej. Det er – foruden så mange andre ting, der kan siges – en temmelig uetisk fremgangsmåde.
Netop nu diskuterer det norske bibelselskab, om man i en nyoversættelse af Bibelen skal erstatte ordet ”helvede” med et nyt udtryk. Så langt ønsker Jan Lindhardt dog ikke at gå, og samme holdning har Jacob Holm, sognepræst ved Fredenskirken i Viby J. ved Århus.
Nej, for mærkeligt nok ønsker både biskoppen og sognepræsten at fremstå som gode kristne, skønt de med deres tolkning totalt afviser hele det bibelske budskab fra ende til anden. Det er nemlig konsekvensen af den “modernisering,” som de taler om. Hvis man fordrejede Lindhardts og Holms egne ord og meninger på den måde, ville de sikkert blive temmelig sure. Men Guds ord kan man skalte og valte med – og tilmed gøre det som “kirkefolk.”
– Begrebet helvede fastholder en bevidsthed om Guds kærlighed, men jeg mener, at helvede skal forstås som en tilstand, vi kan opleve her i livet. Helvede er ikke et sted, hvor vi pines til evig tid. Det er der slet ikke belæg for at konkludere ud fra Bibelen, siger han.
Man skulle ikke tro, at Jacob Holm kender den Bibel, han udtaler sig om. Men det kan jo ikke passe, så det er nok bare det sædvanlige forsøg på at fornægte kendsgerningerne. Det er også en uetisk fremgangsmåde. Jeg ville næsten have mere respekt for en som Holm, hvis han i det mindste ville vedgå, at han ændrer Bibelen så meget, at det ikke alene var på sin plads med en anden tolkning, men også en anden “oversættelse.” Men det har han måske ikke mod og integritet til?
Hos Indre Mission forsvarer man dog forståelsen af helvede som en fortabelse, også efter døden. – Det kan virke som en rar tanke, at der ikke findes nogen fortabelse, men uden helvede er der ingen himmel. Bibelen lærer os, at der netop er det, som teologer betegner som den dobbelte udgang, nemlig frelsen og fortabelsen, lyset og mørket, livet og døden, siger Anders Dalgaard, formand for Indre Mission.
Ja, det er, hvad Bibelen lærer. Jesus siger nemlig i Matt 25,46, at “de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” Ordet ’straf’ (gr. kolasis) er egentlig ikke særlig præcist oversat. Ordet angiver nemlig, at der er tale om straf i form af lidelse og smerte. Luthers og 1819-oversættelsen var mere præcis med ordet ‘pine.’ Denne pinefulde eller smertefulde straf er lige så evig, som det evige liv.
Nu begynder det evige liv her på jorden, men det betyder ikke, at det evige liv kun er det liv, som kristne lever i troen i dette liv. Det evige liv begynder nu og fortsætter: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (Joh 11,25). Og “den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid” (Joh 6,58). Og til Maria sagde Jesus følgende før opvækkelsen af Lazarus: “Enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø” (Joh 11,26). Forudsætningen for det er, at Jesus bar al synd og tog straffen i hver enkelts sted.
Også Johannes’ Åbenbaring lærer, at Helvede er en evig pine: “Og en tredje engel fulgte efter dem og sagde med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat, de der tilbeder dyret og dets billede eller tager dets navn som mærke.” (Åb 14,9-11).
Denne pine i ild- og svovlsøen betyder ikke, at der er en sø, der brænder med ild og lugter af svovl, som om det var en brændende lodseplads. Det er faktisk meget værre. Det er Guds og Lammets vrede, det er et billede på. Den vrede har vi alle fortjent, men Jesus tog den på sig i stedet for os. Dem, der har fået deres synders forladelse, har et sikkert og pålideligt løfte om ikke at blive ramt af denne vrede. De har allerede fået syndernes forladelse og det evige liv.
Modsat er det også sådan, at vantro faktisk allerede nu er under Guds vrede (Joh 3,36). Men på trods heraf giver Gud dog mange mennesker gode gaver, idet han “han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt 5,45).
Læser man Bibelen – uden det filter, Lindhardt, Holm og mange andre vil give folk – så vil man mange steder læse om Guds hellighed og vrede over synden. Helvede er også et tilbagevendende tema. Lindhardt og Holm benægter det, som man uden videre selv kan læse. Men derimod benægter de også det, som skulle give folk håb og trøst, ja, frelse. Man lader mennesker alene med tanken om dom og fortabelse. Det er alt andet end fromt og kærligt af præster og biskopper at gøre den slags.
Benægtelsen – “moderniseringen” eller “omtolkningen” – af Helvede er også farlig, for den kan tage troen fra kristne mennesker og gøre Kristi person og gerning ligegyldig for dem.
Vranglære som den, Lindhardt, Holm og mange andre fremsætter om Jesu lidelse og død, er altså farlig.
I artiklen er der derfor reelt tale om, at påskens evangelium spottes. Men der er også tale om, at man udsætter kristne for at miste troen og gå fortabt. Og endelig betyder det jo også, at andre mennesker må tænke, at kristendommen egentlig er ligegyldig. Det er skandaløst – også i den bibelske betydning af skandalon. Det betyder noget, der kan føre folk til frafald og fortabelse. Om det har Paulus alvorlige ord i Gal 1,6-8.
Læs også:
Én kommentar
Kirkefolk vil modernisere helvede.
Én trackback
[...] Dagblad og “kirkefolk” spotter påskens evangelium, Augsburgske, [...]